Afsløring: Her er mediernes nyhedskriterier

Tjekliste: Lever din historie op til journalisternes nyhedskriterier?

Mindre virksomheder kan godt komme i medierne med historier, der lever op til nyhedskriterierne.

Huskereglen for de klassiske journalistiske nyhedskriterier er “AVIS-K”, og historien skal helst leve op til alle fem. Her er en gennemgang set med startup-øjne.

A: Aktualitet

Det er en nyhed, det er lige sket, eller informationen kommer først frem nu – og ingen har skrevet om det før.

V: Væsentlighed

Er det vigtigt for læserne af mediet? Husk at være ærlig over for dig selv. Kig på, hvad mediet normalt skriver om, og prøv at levere noget, der er mindst lige så væsentligt.

Væsentlighed er typisk det sværeste nyhedskriterie at leve op til for en mindre virksomhed.

I: Identifikation

Kan mediets læsere sige “bare det var mig” eller “godt det ikke er mig”?

Hvis alle dine aktiviteter er i Brasilien, skal du have en virkelig stærk forbindelse til Danmark for at få omtale i Danmark. Og du skal have en stærk tilknytning til Islands Brygge for at komme i Bryggebladet. Typisk skal din virksomhed ligge der. Eller også sker historien dér.

S: Sensation

“Kvinder køber flest barbermaskiner” er en god historie. Det er “Vi har solgt 10.000 barbermaskiner” ikke. Små sensationer er også sensationer.

K: Konflikt eller Konsekvens

Hvilket vigtigt problem løser du? Er der en modpart? Måske kan du som lille, innovativ leverandør true en stor monopolvirksomhed, fordi du leverer en mere effektiv løsning. Det kan blive en konflikt, som er positiv for dig. Tænk over, om du kan involvere en ekspert, der kan bakke din historie op – som kan give en blåstempling af den konsekvens, du peger på.

De tre knap-så-kendte nyhedskriterier: “BAK”.

Billeder/video af god kvalitet eller med overraskende eller spændende indhold. Læs mere om billeder her!

Agurketid betyder mangel på historier. Så om sommeren er der mere plads til historier, der ellers ikke ville komme i medierne. Din historie?

Kendisser får ofte nemt omtale. Undgå at mediet kun skriver om den kendte uden at nævne din virksomhed ved, at din vinkel reelt handler om din virksomhed, eller tilbyd dig som ekspertkilde til historien.

De tre BAK-kriterier kan tit opveje et eller flere klassiske nyhedskriterier.

Hos Kemp & Kjær har vi nyhedskriteriene på rygraden, så kontakt os, hvis du vil have et reality-check på din næste historie.