Medietræning: Tips til tv & radio

Det er en disciplin i sig selv at give et godt interview – især at gøre det live. Her er en række gode råd fra Kristian Koch, ekspert i mundtlige præsentationer og kropssprog, om, hvordan du kommer ud over scenekanten på tv og radio.

Taletid på skærmen eller i æteren er en god mulighed for at styrke din virksomheds brandværdi eller positionere dig som ekspert på dit område. Din fysiske fremtræden og din stemmeføring har lige så stor betydning som det, du faktisk siger, så vi anbefaler, at du forbereder dig grundigt.

Når journalisten ringer, så bed om at få spørgsmålene tilsendt, så du kan nå at forberede dig. Det kan ofte lade sig gøre – hvis ikke din virksomhed er endt i en breaking news-shitstorm.

Vi har talt med Kristian Koch, ekspert i mundtlige præsentationer og kropssprog. Han giver dig her en række tips til, hvad du selv kan gøre for at optimere din præsentation i dit tv- eller radio-interview.

Bliver du kontaktet for at svare på rygter om kreativ bogføring, vil vi anbefale dig at få medietræning og hjælp til din konkrete sag hos et PR-bureau.

Tips til tv:

Bliver du interviewet til fjernsyn, hører seerne ikke kun, hvad du siger – de læser også dit kropssprog. Hjælp dit budskab godt på vej ved at forberede dig på, hvordan du præsenterer dig på skærmen.

 

1) Tænk over kamera-indstillingen
Spørg inden interviewet, hvor meget af din krop der kommer med på billedet. De dele af din krop, der er uden for billedet, behøver du ikke at bekymre dig om.

Beskærer kameraet dig ved skuldrene, så dine arme og hænder ikke kommer med, skal du fokusere din energi i mimikken.

2) Få styr på dit håndarbejde
Mange ved ikke, hvad de skal stille op med hænderne, når de er live i fjernsynet – nogle er endda nervøse for at ryste på hænderne.

Forbered tre positioner, dine hænder kan slappe af i, og som du kan vende tilbage til, når du ikke gestikulerer. Det er individuelt, hvilke håndpositioner der føles – og derigennem også syner –  naturlige og afslappede.

Bonus-info: Selvom mange er bange for at ryste på hænderne, er det de færreste, der faktisk gør det.

3) Flyt armene væk fra kroppen
Dit kropssprog skal hænge sammen med det, du taler om – du skal ikke strutte af entusiasme, hvis du er i studiet for at tale om massefyring.

En god regel er at holde din krop åben. Sørg for at slappe af i skuldrene, og brug armene, når du taler, i stedet for at lægge dem over kors.

Kristian Koch holder foredrag om præsentationer.

Råd til radio:

Live radio-interviews kan finde sted i et studie sammen med værter eller over telefonen. Når du kun har din stemme at trænge igennem med, så brug den klogt.

 

4) Smil til mikrofonen
Tag et stort smil på, allerede før du åbner munden. Når vi taler smilende, udtaler vi lyden længere fremme i munden. Det giver en tydelig udtale.

Ændringen i din udtale får også lytterne til at opfatte dig som mere sympatisk, hvilket giver dit budskab bedre muligheder for at nå frem.

5) Stå og gå, når du taler
De mavemuskler, som du spænder ved at stå og gå, giver din stemme mere energi, end hvis du sidder ned.

Derfor: Giver du interview over telefonen, så gå rundt imens – men gør det stille. Lytterne må ikke høre dig slentre hen over et knirkende trægulv – det virker sløset.

Hvis du er en tur forbi radiostudiet, skal du stå op under interviewet.

6) Reducér støj på linjen
Hvis du giver interview over telefonen, så anskaf dig en vindhætte til dit headset – eksempelvis fra Phoamy.

Det minimerer pust og vindstøj, så din stemme kan trænge tydeligere igennem.

Bonus-tips til troværdig fremtræden

Gode interview-præstationer kræver træning. Brug disse fire hurtige tips til din interview-forberedelse:

 

7) Øv dig verbalt
Det er ikke nok at øve ordene i hovedet. Du skal sige dem højt, når du øver dine svar.

8) Øv kroppen
Du kan ikke nøjes med at planlægge din kropsholdning – træn positionerne fysisk.

9) Øv stikord 
Skriv ikke et manuskript til interviewet – så risikerer du at lyde mekanisk. Træn med stikord, og fremfør dine pointer forskelligt hver gang.

10) Øv dig nok
5 minutter inden er ikke tids nok – hvis muligt, så øv 30 minutter om dagen i 30 dage.

Medietræning: hvordan og hvornår

Brug Kristian Kochs tips til interviews om din virksomheds vækst-succes eller den nye produktlinje.

Er du midt i en mediestorm, hvor din virksomheds fremtid afhænger af din troværdighed i interviewet, så tag kontakt til et PR-bureau.

Vil du booste din præstation eller afværge en skandale med målrettet medietræning, så skriv til Mark og Jakob.

Flere PR & kommunikationsråd

SoMe-guide: Sådan får du ekstra værdi ud af presseomtaler

Medspillere i medierne: Hvordan aktiverer du dem?

Kan du din startup-lingo? 10 ord, du bør kende

En sproglig nej-hat taler ud

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar