Jeg har i dag været i Radio Loud i et sobert kloge-Åge-program, “Kogepunktet” med Filiz Yasar, sammen med Kim Ege Møller fra Rhetorica, for at diskutere “undskyldningen” som kommunikationsfænomen. Det er på den tragiske baggrund af MeToo-dokumentaren om TV2 (se den!) på Discovery+.
Vi fortsætter snakken onsdag, hvor vi skal kommentere den seneste udvikling jf. Berlingskes interview i aften med BT’s chefredaktør Michael Dyrby. Onsdag deltager Lisa Storm Villadsen, professor i kommunikation på Københavns Universitet, Henrik Kragelund, ejer af Shitstormdoktor.dk og Lawand Hiwa Namo, debattør.
Her er tre pointer fra i dag, som kan sikre, at din undskyldning gør så meget godt som muligt – og samtidig begrænser dit eget ansigtstab, sikrer at den krænkede oplever reel empati, og sikrer at du kan opnå (en vis) tilgivelse.
Hvordan får man tilgivelse?
– Gå i åben, lyttende dialog med det samme, hvis nogen siger til dig, at de er krænkede eller sure på dig og din virksomhed. Det øger chancen for at afmontere kritikken og få sagt oprigtigt undskyld, eller måske bare at få opklaret en misforståelse.
– Hvis der er det mindste behov for at sige undskyld, så gør det ASAP. Jo mere du skal drives hen til undskyldningen, jo mindre oprigtig vil undskyldningen virke, og jo mindre får du af tilgivelsen, som er en mulighed efter den gode undskyldning.
– Tag konsekvensen. Betal erstatning. Accepter fyring, byretsdom – eller sørg for reelt at forbedre den proces i din virksomhed, der var problemet, og vis det konkret til den/de krænkede. Ellers kommer undskyldningen til at virke hul.
Pas på med offerkortet!
Hvis du vil spille offerkortet i stedet for at sige undskyld, så skal du helst BÅDE have retten på din side OG sympatien hos flertallet af “publikum”. Hvis ikke du har ret, så vil sympatien typisk forsvinde, når det hele foldes ud. Og det sker!
Principperne gælder også i personlige og private forhold …
1000-kr-spørgsmålet er så: Når det er nu er SÅ nemt og rart at sige undskyld hurtigt, hvorfor kommer den hurtige undskyldning så ikke altid?
En del af svaret er, at det tager lang tid for folk at erkende, at de har begået en fejl. Især magtfulde og succesfulde mennesker kan ofte ikke se egne fejl og nægter at tabe ansigt. Det var også en af mine pointer i dag, og hvis man vil læse en beretning, der understreger dét, så læs Dyrbys interview på Berlingske.dk.
