PR-konsulent til ESG-fokuseret PR-bureau

Vi søger en erfaren PR-konsulent, som vil være med til at opbygge et bureau, der arbejder for “impact-tech” og med internationale kunder. Du får stor indflydelse på, hvordan vi og du selv arbejder, og du skal være med til at vokse bureauet fra tre til flere konsulenter.
NB: Fuld tid, men mulighed for deltid.


Hvad søger vi?

  • En der kan skrive pressepitches og kronikker.
  • En der kan snakke med journalister.
  • En der har på rygraden, at vores kunder skal være glade – alle sammen.
  • En der konstant tænker på, hvad mulighederne er for at komme ud med kundens navn og budskaber. Og tager initiativ til at det sker.
  • En der elsker at samarbejde med internationale virksomheder, hvor det meste foregår på engelsk.
  • Og en der har prøvet det hele før i flere år.

Din profil og indholdet i jobbet

Din udvikling: Vi forestiller os, at du starter som PR-konsulent og udvikler dig til partner i løbet af nogle år.

Vi forventer ikke at du selv trækker kunder ind, men at du elsker at få en kunde til at lykkes og udkomme med gode historier. Du vil blive ansvarlig for kunder, efterhånden som du kommer ind på dem.

Du kommer til at lave 7-10 nye indsatser hver måned, så der er mange bolde i luften i bureauet.

Samarbejde: Du elsker at dele dit arbejde og få feedback fra andre – i alle stadier af arbejdet. Vi snakker sammen om alle opgaver og sørger for at udnytte hinandens kompetencer, så vi skaber det bedst mulige resultat for kunden. Vi er et team, hver dag – men vi driver hver især vores egne projekter fremad.

Du er vant til at dokumentere dit arbejde, da vi deler information med kunderne og hinanden om hvad vi gør: Hvilke medier vi er i dialog med, hvad de svarer – og hvad vi ellers bruger tiden på. Vi har systemer, der hjælper med rapporteringen og meget andet.

Du er ekstremt videbegærlig og brænder for at lære alt om en kunde: Vores kunder elsker, at vi har sat os grundigt ind i deres virksomhed og produkter, så vi kan spotte muligheder for historier. Og selvfølgelig læser du flere medier hver dag, så du ved hvad medierne prioriterer.

Vi forventer, at du kan lære os noget!

Hvem er vi?

Kemp & Kjær er et specialiseret PR-bureau med fokus på impact-teknologi, men vi har også andre typer kunder. De fleste er B2B, så vi søger typisk andre veje end store forsidehistorier.

Vores mission er at hjælpe de teknologier, der gør verden til et bedre sted, hurtigere og bredere ud i verden. Det er vores største bidrag til en bedre verden. Det er fx fremtidens A-kraft eller energieffektiv fødevareteknologi. Og det kan opsummeres som at i forhold til ESG er vi mere til strøgne skjorter end islandsk sweater.

Derfor har vi et bredt internationalt netværk, som både giver os kunder til PR i Danmark, og som vi bruger til at skabe PR for vores danske kunder i hele verden.

Vi har fokus på ESG, med en realistisk og pragmatisk tilgang. Det betyder noget for vores motivation og det betyder noget for vores kunder. Læs mere i vores ESG-rapportering på vores website.

Status på bureauet

Kemp & Kjær er to jyder i København med snart 10 års samarbejde om PR.

Vi har haft medarbejdere før og oplevede desværre en nedgang i 2022, som ikke vendte i tide, men har nu en stabil base og god tilgang af kunder, så vi er klar til at udvide igen.

Vi har sunde værdier, og vi lever dem. Det handler bl.a. om, at vi ikke laver “pistol-PR”: En uinteressant historie er værdiløs, selvom den står i Børsen.

Vores kontor ligger i “Jernbanebyen” tæt på Dybbølsbro, featuring gamle plankegulve og sublim kaffe fra selvbetjent, kæmpe baristamaskine. En håndfuld andre vækstvirksomheder udgør selskabet til frokost og fredagsbar. Og vi har vores helt eget topklasse online møderum, som vi bruger dagligt til kundemøder.

NB: Vi har selv små børn, så vi kender til fleksibilitet i praksis. Hvis du vil arbejde deltid (fx 30 timer), så er det en mulighed.

Læs mere på www.kempkjaer.dk

Ansøgning og samtaler

Vi kalder løbende folk til samtale, så kontakt os nu!

Send CV (gerne bare et link til din Linkedin-profil) og 20 linjer om, hvem du er, og hvorfor du gerne vil arbejde sammen med os, til jh@kempkjaer.dk. Ring gerne til Jakob på 4038 4586 og stil spørgsmål og pitch dig selv ind.

Samtaler starter 15. august.

Vi forventer at afslutte processen inden udgangen af august.

www.kempkjaer.dk

Endnu en politianmeldelse for vildledende markedsføring om bæredygtighed

Kalder du din virksomhed eller produkt for bæredygtigt? Så pas på! Det har fået BMW Danmark ud i problemer.



Forbrugerombudsmanden har i dag politianmeldt BMW for vildledende markedsføring om bæredygtighed. Fotoet er fra Forbrugerombudsmandens hjemmeside.

I de seneste måneder har Forbrugerombudsmandens kritik af greenwashing og vildledende markedsføring skabt stor debat og usikkerhed blandt danske virksomheder. I dag er BMW Danmark blevet politianmeldt for at have markedsført sig som verdens mest bæredygtige bilproducent.

Disse sager viser, at virksomheder skal være yderst forsigtige med at bruge vage og ubegrundede udsagn som eksempelvis “bæredygtig”, “miljøvenlig” og “grøn” i deres kommunikation.

Vildledende markedsføring kan have alvorlige konsekvenser for virksomheder. Ud over at underminere forbrugernes tillid kan det føre til retssager, politianmeldelser og skade omdømmet.

Det er ualmindelig svært at dokumentere, at man er verdens mest bæredygtige i sin branche, da det også kræver både grundige og pålidelige data fra konkurrenterne og deres underleverandører. Det er den fælde, som BMW Danmark er gået i.

Dokumentér jeres bæredygtighed

En afgørende faktor i at undgå vildledende markedsføring er dokumentation. Virksomheder bør kunne dokumentere de påstande, de fremsætter om deres bæredygtighedsindsats. Det kan omfatte livscyklusanalyser, uafhængige certificeringer eller eksterne vurderinger af virksomhedens praksis. Ved at have konkrete og pålidelige data kan virksomheder understøtte deres påstande og undgå at skabe tvivl om deres ærlighed.

Troværdig kommunikation om bæredygtighed og ESG er afgørende for at opbygge tillid hos forbrugerne, hvis man reelt ønsker at understøtte den grønne omstilling. Når virksomheder markedsfører sig som bæredygtige, skal de dokumentere og konkretisere deres påstande. Hvis virksomheder bruger bæredygtighed som del af deres strategiske kommunikation eller markedsføring, har forbrugere nemlig krav på at vide, hvilke tiltag virksomhederne reelt gør for at fremme bæredygtighed. Ved at være åbne om deres indsats, og bruge præcise oplysninger, kan virksomheder undgå at forbrugerne føler sig vildledt og i stedet opbygge tillid omkring deres grønne initiativer.

Behov for international koordinering

Selvom det er vigtigt at have klare regler og retningslinjer på nationalt niveau, er det også nødvendigt med en koordineret tilgang på tværs af landegrænser. Harmonisering af regler og standarder for markedsføring af bæredygtighed på EU-niveau kan hjælpe danske virksomheder med at undgå konkurrencemæssige ulemper. Ved at etablere fælles retningslinjer for bæredygtig markedsføring kan vi sikre, at virksomheder opererer under samme spilleregler og undgår unødig usikkerhed.

Danske virksomheder står på den ene side dårligere i den internationale konkurrence, hvis de alene skal leve op til Forbrugerombudsmandens krav, men på den anden side kan det blive en fordel for danske virksomheder, hvis Forbrugerombudsmandens strenge krav bliver internationalt kendt. Det kan i visse tilfælde være værd at bruge i kommunikationen.

Vi har tidligere skrevet om at Forbrugerombuds­mandens greenwas­hing-anklager skaber usikker retstilstand i Børsen.

Stadig i tvivl om jeres kommunikation om bæredygtighed overholder loven?

Som PR-bureau med fokus på kommunikation om bæredygtighed og ESG kan vi hjælpe virksomheder med at navigere i dette komplekse landskab og sikre, at deres budskaber er troværdige og transparente.

Er du i tvivl om din virksomhed overtræder markedsføringsloven, så lad os tage en uforpligtende samtale på +45 4142 3635 eller mark@kempkjaer.dk. Vi kan hjælpe med at vurdere hvordan I kommunikerer uden at overtræde loven, og hvis vi selv er i tvivl, samarbejder vi med advokater, som er dybt inde i problematikken.

Få job i et PR-bureau: Vejen til arbejde med public relations

Et job i PR-branchen betyder højt tempo og fleksibilitet i forhold til work-life-balance. Men hvis du fx vil have arbejde i et PR-bureau i København, bør du også være bosiddende i København.



Har du ingen praktisk erfaring med PR, så læs bøger om det! Også gerne om journalistik, da du kommer til at snakke meget med journalister. Foto: Ben White, Unsplash.

Drømmer du om at arbejde som PR-konsulent i et PR-bureau? Det kan være en spændende og udfordrende karrierevej for dem, der ønsker at arbejde med kommunikation, medier og interessentvaretagelse. Det er samtidigt en af de hurtigste måder, at tilegne sig masser af erfaring, da du typisk kommer til at arbejde med adskillige kunder fra forskellige brancher. Men tempoet kan også være højt og kravene er ofte store.

Og netop fordi presset kan være højt i PR-branchen, er der ofte fokus på work-life-balance, og PR-konsulenter har i de fleste bureauer lov til at arbejde hjemmefra, hvis barnet skal til læge eller hvad der nu kommer i vejen. Det har været tilfældet selv før coronakrisen. Men det er yderst sjældent, at konsulenterne arbejder 100% hjemmefra, så hvis du fx ønsker arbejde i et PR-bureau i København, så er det også klart bedst at være bosiddende i København.

I denne blogpost vil vi udforske nogle vigtige trin på vejen til at få arbejde i et PR-bureau, og trives i branchen. Uanset om du er under uddannelse, nyuddannet eller en erfaren fagperson, der ønsker at skifte spor, er disse tips og strategier relevante for dig.

Fun fact: Der er mange PR-bureauer med base i København, hvor det traditionelt har været højt prioriteret at have let adgang til møder med myndigheder, politikere og organisationer.

Opbyg en stærk grundlæggende viden om PR
Før du dykker ned i at søge job i et PR-bureau, er det vigtigt at have en solid forståelse af, hvad PR indebærer. Læs bøger, tag online-kurser eller deltag i workshops for at lære grundlæggende PR-teorier og -praksis. Jo mere du ved om PR-branchen, dens trends og udfordringer, desto bedre forberedt vil du være til at imponere under jobsamtaler.

PR-bureauer er forskellige – find det du passer til
PR-bureauer kan være specialiserede i alt fra klassisk produkt-PR til politisk interessevaretagelse og i vidt forskellige brancher, hvor det kan være en fordel, hvis du har viden. Vores PR-bureau i København er specialiseret i B2B impact-teknologi samt IT og scaleups, og så kan det fx være en fordel hvis du er tech-entusiast med sans for forreting.

Få praktisk erfaring gennem praktikophold
Praktisk erfaring er afgørende i PR-verdenen. Søg praktikophold hos PR-bureauer for at opbygge din erfaring og forståelse af branchen. Selvom det kan være ulønnet eller betalt mindre, er praktikophold en fantastisk måde at lære om arbejdets virkelighed og få indsigt i bureauets daglige drift. Det kan også føre til fuldtidsansættelse, hvis du imponerer med din indsats og engagement. Vis begejstring for at være en del af teamet, og forhold dig ydmygt til opgaverne, vis stolthed i “rugbrødsopgaverne”, som fx mediemonitorering, og forvent ikke at du kommer til at lægge strategi for store koncerner med det samme. Men spørg engang imellem, om du må få lov til at udføre en mere udfordrende opgave. Det giver bonuspoint.

Udvikl dine kommunikationsfærdigheder
Kommunikation er kernen i PR-branchen, så det er afgørende at have stærke kommunikationsfærdigheder. Arbejd med at forbedre særligt dine skriftlige, men også gerne dine mundtlige, kommunikationsevner – herunder evnen til at skrive klare og overbevisende pressemeddelelser, præsentere ideer effektivt og opbygge gode relationer med kunder og medier.

Andre væsentlige færdigheder, der giver point er:

  • Kundeservice: PR handler om at gøre kunderne glade, så de bliver ved med at være kunde. Du kan være verdens bedste til at skrive historier, men hvis du pisser kunderne af, skal du ikke forvente en karriere som PR-konsulent.
  • Salg: Da en stor del af arbejdet er at sælge historieideer til journalister, er det en fordel, hvis du fx har telefonsalg på CV’et.
  • Generelle it-kundskaber: De er essentielle. Uden en solid basis i it-færdigheder ses du lidt som en dinosaur. Sociale medier, Word, Google Docs, PowerPoint, Zoom, MS Teams, tidsregistrering i intranet osv. er et “must”.
  • WordPress og SEO: Kan du redigere indholdet på et website og tweake det for at søgeordsoptimere, føler bureauet sig sikker på at du altid har noget at lave – selv hvis det står stille omkring jul eller sommermånederne, hvor der ofte kan være et lille pusterum.
  • Politisk kommunikation: PR er tæt beslægtet med public affairs, og der opstår sommetider opgaver, hvor kunderne skal i dialog med myndighederne, så alle former for politisk erfaring, fx med at mobilisere interessenter eller politisk kampagnearbejde, er store plusser.

Vær opdateret med de nyeste PR-trends og teknologier
PR-branchen udvikler sig konstant, og det er vigtigt at være opdateret med de nyeste trends og teknologier inden for området. Følg relevante blogs, læs PR-publikationer og vær opmærksom på, hvordan sociale medier, kunstig intelligens og digitale platforme påvirker PR-praksis. Vis interesse for og viden om de seneste værktøjer og metoder, da det kan differentiere dig i jobansøgningsprocessen. ChatGPT og lignende AI-tjenester vinder frem, så det vil være en klar fordel, hvis du mestrer sådanne redskaber.

Byg dit professionelle netværk
Dit professionelle netværk kan ligesom i andre brancher være et aktiv, hvis du leder efter job som PR-konsulent. Brug fx sociale medier som LinkedIn til at oprette forbindelse til fagfolk inden for PR-bureauer og deltage i relevante faglige begivenheder og netværksarrangementer. Vær aktiv i online-diskussioner og deltag i PR-relaterede fora. Jo større dit netværk er, desto større er chancen for at høre om jobmuligheder og få anbefalinger.

Konklusion
At få arbejde i et PR-bureau i København som vores såvel som andres, kræver en kombination af uddannelse, erfaring og de rigtige færdigheder. Ved at opbygge en stærk grundlæggende viden om PR, opbygge et professionelt netværk, få praktisk erfaring, udvikle dine kommunikationsfærdigheder og være opdateret med de nyeste trends og teknologier, kan du øge dine chancer for at lande en spændende stilling i et PR-bureau. Husk altid at være vedholdende, engageret og entusiastisk under din jobsøgningsrejse. Held og lykke!

Sådan får du presseomtale af ESG-rapporten uden en shitstorm

I 2024 bliver ESG-rapporter (Environmental, Social, Governance) obligatoriske for store virksomheder i EU. Men ESG-rapporterne skaber både muligheder og risici for god og dårlig presseomtale, så hvordan kommunikerer man resultaterne til pressen? Her er tre tips.



Man skal være forsigtig, men det kan lade sig gøre at få positiv presse på ESG-rapporten, selvom man er en sort virksomhed. Første skridt er at være hudløst ærlig om det. Foto: Zhang QC, Unsplash.

I kølvandet på Forbrugerombudsmandens påbud om bæredygtig kommunikation, står mange virksomheder overfor en udfordring: Hvordan formidler man ESG-resultaterne med PR i pressen, så de bliver modtaget positivt af markedet og uden risiko for anklager om greenwashing?

Bemærk: ESG handler om mere end klima, men klimaet er brugt som eksempel gennem indlægget for bedre læsbarhed.

I 2022 gav Forbrugerombudsmanden en lang række virksomheder påbud om greenwashing, da de mente at virksomhederne overtrådte markedsføringsloven gennem deres kommunikation om bæredygtighed. De fleste virksomheder havde ganske rigtigt bæredygtighedstiltag, men de overbrugte ordene i deres markedsføring i en grad, så det ikke stod til mål med indsatserne.

Kernen ligger i, at Forbrugerombudsmanden tager udgangspunkt i Brundtlandrapportens fortolkning af ordet bæredygtighed, som kort fortalt handler om at virksomhedens aktiviteter ikke må gøre skade på fremtidige generationer. Det betyder, at virksomheden som minimum skal være CO2-neutral i sine aktiviteter (hvilket bare er et af mange områder) – og det er stort set umuligt, uden at plante træer eller købe klimakreditter.

Læs hvordan vores PR-bureau hjælper med kommunikation om bæredygtighed.

Det er en streng tolkning, der betyder, at virkelig mange virksomheder i øjeblikket bryder markedsføringsloven, selvom de ikke har modtaget påbud.

Der er især to områder hvor virksomhederne bryder loven: 

1) De bruger termer som fx “bæredygtig”, “miljøvenlig” og “grøn” i deres markedsføring, og det er ifølge Forbrugerombudsmanden alt for generelt og upræcist (en bilproducent der har skåret 50% af CO2-udledningen er ikke lig med at forbrugerne kan køre “grønt”).

2) De har ikke dokumentation fra tredjeparter om deres påstande. Har du eksempelvis fået et Svanemærke, så må du gerne markedsføre det. Men det er forbudt at klaske en generel term som “bæredygtig” på din ansigtscreme.

Styr uden om faldgruberne i kommunikationen om ESG-rapporten

Vi befinder os i en tid, hvor virksomhedernes ansvarlighed og bæredygtighed ikke kun skal praktiseres, men også demonstreres og der er en forpligtelse i at kommunikere det. ESG-rapporterne er et centralt redskab for dette, men bringer også udfordringer med sig. 

Har du en greentech-virksomhed, kan vores PR-bureaus pakkeløsning måske hjælpe jer.

Forbrugerombudsmandens påbud om bæredygtig kommunikation kræver mere end bare påstande om bæredygtighed. Virksomheder skal nu dokumentere deres påstande og undgå ‘greenwashing’. Så hvordan kan din virksomhed tilpasse sig disse nye krav, og hvordan kan et PR-bureau hjælpe med at formidle dine ESG-rapporter på en troværdig og effektiv måde?

1) Forstå ESG-rapporten: Vær bevidst om virksomheden har lavet en grundig og fyldestgørende  ESG-rapport, og om eventuelle mangler, samt dér hvor virksomheden står svagt. En mulighed er at samarbejde med et PR-bureau med fokus på ESG, som kan være en hjælp til at få et kritisk blik på ESG-rapporten, og skabe fundamentet for strategisk kommunikation.

Læs Kemp & Kjærs ESG-rapport her.

2) Vær ærlig og transparent: I din ESG-PR er det essentielt at være ærlig omkring din virksomheds svagheder inden for bæredygtighed. Det vil ikke kun hjælpe dig med at overholde lovgivningen, men også styrke tilliden hos dine kunder og interessenter.

En betonproducent, der kalder sig miljøvenlig, fordi den har investeret milliarder i reduceret CO2-udledning, er stof til en shitstorm. Omvendt er en betonproducent, der kalder sig en miljøgris, og derfor arbejder for at reducere sin CO2-udledning, sympatisk.

3) Kommunikér klart og præcist: Har I reduceret jeres plastforbrug med 11,5%? Så sig at I har reduceret jeres plastforbrug med 11,5%, og hvor I ved det fra. Styr udenom “Markant mindre plast” eller “CO2-venlig”. Ved at arbejde sammen med et PR-bureau kan I sikre, at jeres ESG-kommunikation er forståelig, fri for unødigt teknisk sprog og fri for potentielle mediekrise-bomber.

Inden I udbasunerer jeres ESG-bedrifter, er det værd at stille sig spørgsmålet om i hvilken grad ESG er integreret i forretningsstrategien. Indgår overvejelser om bæredygtighed i alle aspekter af din virksomhed og kommunikation? Det fremmer et ægte engagement, demonstrerer konkrete handlinger og betyder, at I kan bekymre jer mindre om at fortælle om jeres ESG-initiativer offentligt.

Stadig i tvivl? Få en snak med et PR-bureau med fokus på ESG

ESG-rapporterne bringer både udfordringer og muligheder. Ved at tage Forbrugerombudsmandens påbud seriøst er du kommet langt. Du kan minimere risici markant ved at arbejde sammen med et PR-bureau, der er specialiseret i ESG-PR og -kommunikation, så virksomheden lærer at navigere midt i udfordringerne, men også opbygge en stærkere og mere troværdig bæredygtighedsprofil.

Hvis du vil vide mere om, hvordan et PR-bureau kan hjælpe din virksomhed med at forstå og kommunikere dine ESG-rapporter, er du velkommen til at kontakte Mark Kjær på +45 4142 3635 eller mark@kempkjaer.dk.

Læs mere om vores “3-i-1”-pakke for B2B impact teknologi, som vores PR-bureau har fokus på.

Se vores liste over tilskud til grønne projekter her.