Global PR? Basics er det samme

Face-to-face-møder er stadig det bedste, selvom lockdown rykkede rigtig mange møder over på video. Varmen i Dubai kan i hvert fald ikke transmitteres via Zoom, og vi nød to dage i selskab med kollegaer fra GlobalCom PR Network. 

I oktober mødte vi en række af de mere end 80 bureauer, der ligesom os er medlem af GlobalCom PR Network, på den årlige konference, som denne gang blev holdt i Dubai.

Selvom meget er forskelligt fra land til land og kontinenterne imellem – fra Indien over Tyskland til USA, Singapore og Japan – så er PR grundlæggende det samme: Grundlaget er gode, nyhedsværdige historier formidlet af PR-bureauet til seriøse medier.

Cases: Adobe og Xiaomi

For at styrke erfaringsudvekslingen kårer netværket de bedste kampagner hvert år indenfor B2B og B2C, og med fokus på både Impact og Creativity. Nogle spændende vindere, som kan inspirere, var bl.a. en kampagne for Xiaomi i Benelux, som brugte lokale filminstruktører til at skabe opmærksomhed om et mobilkamera – hvilket nærmest er trivielt i vores del af verden. Men eksekveret på den rigtige måde skabte de enormt reach ved at engagere folk til at lave deres egne små spillefilm.

Også Adobe’s signatur-funktionalitet blev kreativt lanceret i Sydamerika ved at lade journalisterne få analyseret deres personlighed af en grafolog. Her i Danmark er vi jo skridtet videre med høj penetration af digital underskrift med NemID og MitID, så den var nok ikke gået her. Men det er stadig et inspirerende eksempel på at skabe engagement ved at tænke bredt rundt om produktet og skabe interessante historier, som er tæt relateret til produktet.

Hjertevarme

Jakob Kemp Hessellund fra Kemp & Kjær holdt oplæg om PR i Danmark og fremhævede den høje tillid og lave korruption, som kendetegner det danske samfund. Det har praktisk betydning når vi laver PR for internationale kunder i Danmark, da internationale topchefer ikke er vant til, at man kan lave aftaler med journalister, og at de så rent faktisk overholder dem.

I GlobalCom-netværket oplever vi høj tillid og hjertevarm omgang med hinanden. Mere hjertevarmt end man ville forvente i dansk sammenhæng. Måske er det en forskel mellem danskerne og resten af verden. Danmark er tillidsfuldt som samfund, mens andre folkeslag gør mere ud af at dyrke relationerne for at opbygge tilliden til forretningsforbindelser.

Eller også er GlobalCom bare et rigtig rart sted at være medlem. Vi tog i hvert fald hjem med store smil, både over det forretningsmæssige, det PR-faglige og det sociale indhold på konferencen.

Læs mere om GlobalCom PR Network og muligheder for international PR her.

Læs om vores internationale netværk her.