Du ser måske ikke dig selv som “ekspert” – de færreste eksperter omtaler sig selv sådan. Men har du særlig bred viden og erfaring på dit område, kan det gavne virksomheden, hvis du bliver bredere anerkendt for det, du er god til.
Har du først positioneret dig som ekspert, begynder medierne selv at ringe for at få en kommentar, når de skriver en historie inden for dit område.
Du skal være præcis, når du definerer din position. Du har større sandsynlighed for at opnå ekspert-status inden for nichen “ransomware”, end at blive “Danmarks IT-ekspert”.
1. Debatindlæg: Påpeg problemerne i din branche
Har du en skarp kommentar til en ny drejning inden for din branche, kan du skrive et debatindlæg. Du kan vække opmærksomhed ved at komme med konkrete forslag eller skarp, velbegrundet og saglig kritik – eksempelvis om ‘bæredygtighed inden for det offentlige’, hvis du kommer fra en virksomhed, der forsøger at effektivisere affaldssektoren.
Send indlægget til et medie, der skriver om dit område – typisk et større medie eller et fagmedie. Kontakt gerne avisen, inden du skriver, og hør, om de er interesserede i et indlæg om emnet.
Husk, at opinionsredaktionerne elsker skarpvinklet stof. Dine chancer for at komme i mediet er bedre, hvis du er direkte i din overskrift – for eksempel: ‘Ekspert: Reform overser genanvendelse’, hvor du giver din holdning klart til kende.
Pas på, du ikke træder dine medspillere over tæerne: Du kan godt påpege elementer i branchen, der ikke fungerer, uden at kritisere enkeltpersoner eller lyde skinger. Skriv en faglig og velargumenteret tekst, og undgå ubegrundet brok – så er du på vej til at positionere dig som ekspert.
2. Blogindlæg: Skab fokus på dig selv gennem blogindlæg om branchen
Du kan bruge blogs om dit nicheområde til at positionere dig som ekspert. Skriv informerende og fængende blogindlæg på virksomhedens hjemmeside, og fortæl verden om dine tekster.
Du kan også skrive blogindlæg på forskellige mediers hjemmesider. Alt fra brede medier til branchemedier har ekspert-bloggere tilknyttet – kontakt opinionsredaktøren, og link til dine tidligere tekster. Som blogger kan du øse ud af din viden og positionere dig bredt og solidt som ekspert på dit felt.
Hvis du ikke har tid til at producere tekster, selvom du har meget på hjerte, eller bare gerne vil have en professionel skribent på, kan du udlicitere skriveopgaven.
En god skribent kan interviewe dig i 20-30 minutter og skrive et udkast, som du kan give feedback på i forhold til indhold, tone og stil. Så længe fagligheden og holdningerne er dine, er det legitimt.
2A. Video
Du kan også lave dine blogindlæg på video. Et kendt eksempel er Thomas Bigum, der laver videoer på 5-10 minutter, hvor han taler skarpt om brug af sociale medier – noget, han både er kendt som ekspert i og sælger kurser om.
Forbered dig grundigt, lav nogle tests, og vis dine videoer til nogen og få feedback, inden du publicerer. Der er masser af guides på nettet – ellers kontakt Jakob Hessellund for hjælp til både video og indhold.
3. SEO-optimer: Du er eksperten på dit felt
Når journalister skal bruge en ekspert i for eksempel “online shopping”, ringer de til den, de kender, eller googler “ekspert i online shopping”. Så du kan gøre det nemt for journalisterne at finde dig ved at SEO-optimere på dig selv som ekspert på dit område.
Det basale er at oprette sider på din egen, og gerne andres, hjemmeside, hvor dit navn og din ekspert-status fremgår sammen flere gange: “Jens Jensen, ekspert i online shopping”. Skriv ca. en halv A4-side om, hvorfor du er ekspert i online shopping, så journalisten kan se, at du er kvalificeret.
4. “Proaktiv mediemonitorering”: Følg nyheder om din branche
I stedet for at starte med debatindlæg og blogs kan du skyde genvej ved at byde dig til, når medierne skriver om dit felt.
Med proaktiv mediemonitorering kan du holde dig ajour med nye tiltag og problematikker på dit område. Hold et vågent øje med relevante mediers hjemmesider, og tilmeld dig deres nyhedsbreve – der kan dukke historier frem, som du kan bruge til at positionere dig som ekspert. Brug f.eks. et værktøj som Talkwalker til at overvåge bestemte søgeord.
Når en relevant historie dukker op, kan du – med det samme! – kontakte journalisten bag og byde dig til med en ekspert-kommentar. Ellers kan du kontakte et konkurrerende medie og give dem mulighed for at skrive en anden vinkel på historien.
Mere strategisk: Lav en liste over journalister, der skriver om din branche, kontakt dem og fortæl, at du beskæftiger dig med emnet og gerne giver et citat til næste historie.
Find din ekspert-rolle
Debatindlæg, blogs, SEO-optimering og proaktiv mediemonitorering kan generere mange medieomtaler af virksomheden.
Vil du have sparring på en ekspert-rolle, så skriv til Mark og Jakob eller ring på 7060 5079.
Flere PR & kommunikationsråd
SoMe-guide: Sådan får du ekstra værdi ud af presseomtaler
Medspillere i medierne: Hvordan aktiverer du dem?
Kan du din startup-lingo? 10 ord, du bør kende
En sproglig nej-hat taler ud